fbpx

10+ konkrete idéer til karantæne-aktiviteter

Udgivet den:26 marts 2020
By digitalhund

I skrivende stund sidder det meste af Danmark hjemme i et forsøg på ikke alle at blive smittet med Corona. Det er en underlig tid. Landet er i undtagelsestilstand, og vi er alle blevet påvirket på den ene eller anden måde. Nogle arbejder hjemme, nogle har mistet deres job, nogle har børn hjemme og vi bliver alle konstant mindet om at holde afstand til hinanden.

For vores hunde er det også en anderledes tid. Vi er pludselig meget mere hjemme hos dem. Børnene er hjemme. Der er mere tid til hundene, og der er mere samvær.

Er du en af dem, der har mere tid til din hund, så husk at sætte pris på det. Sørg for, at du faktisk får lavet noget mere med den. Er du løbet tør for idéer, så får du 10+ lige her:

Gem toiletpapirsruller/køkkenruller

Når du har brugt en rulle toiletpapir eller køkkenrulle, så lad være med at smide røret i midten ud. Du kan bruge det til din hund.

Buk røret sammen i den ene ende, smid en godbid eller to i og buk det sammen i den anden ende også. Så har du en lille pakke, du kan give til din hund. Dens opgave er så at få fat på godbidderne. Det er bedst, hvis den kan gøre det selv, men er det helt nyt for den, kan det være, du skal støtte den lidt de første par gange.

Får din hund spist noget af røret også, så sker der ikke noget ved det. Det er lavet af pap og ryger bare igennem systemet. Nogle producenter trykker deres logo på røret. Dem smider jeg ud.

Det smarte ved at bruge en tom toiletrulle er også, at din hund bare kan bide den i stykker. Det koster dig ikke noget ekstra, hvis din hund river røret i en million stykker. Jo, det koster lidt oprydning, men ingen penge. Og oprydningen kan børnene (eller støvsugeren) hjælpe med.

Gå lange ture, og træn kropskontrol

Med mere tid og større frihed kan du gå nogle længere ture med din hund. I kan gå længere væk hjemmefra, eller I kan køre ud et sted og gå en tur.

Der er mange smukke områder i Danmark, hvor I kan gå langt. Der er også god plads i naturen, så I kan holde afstand, hvis I skulle møde nogle andre.

Når du går de lange ture med din hund, kan du lægge lidt træning ind. Du kan stoppe op flere steder på turen og lige lave et par øvelser. Du kan også udnytte omgivelserne. Går du i skoven, kan det være, I kommer forbi en træstub. Så kan du prøve at få din hund til at hoppe op på den. Det kan også være et væltet træ. Hvis et træ ikke er væltet helt ned på jorden, kan du måske også lokke din hund under det et sted.

Når du får din hund til at hoppe op på ting og kravle under ting, træner du dens kropskontrol. Din hund får en bedre fornemmelse for sin egen krop, og den vil blive bedre til at bruge den.

Det er super vigtigt, at du tænker på din hunds sikkerhed, når du gør det her! Du skal altid først tjekke, om det væltede træ faktisk ligger stabilt. Og om træstubben smuldrer, når man rører ved den. Din hunds sikkerhed kommer først. Derfor skal bevægelserne også gerne være rolige og kontrollerede. Gør det ikke til en vild leg, men vær helt rolig og prøv at få din hund til at tage den med ro.

Lær din hund slalom

Vil du gerne træne lidt med din hund, kan du lære den at gå slalom.

Du kan finde nogle pinde eller kegler frem, og lære den at gå slalom imellem dem. Du kan også træne på slalom imellem dine ben. Hvis du tager et skridt, hver gang din hund er gået igennem dine ben, bliver det til en slalom.

Du skal starte i det små. Prøv at lokke din hund med en godbid, og find ud af, hvor svært det er for den. Er det meget svært, så skal den i starten have en godbid, hver gang den er gået ind imellem to kegler eller dine ben. Er det ikke så svært for den, kan den få godbidder lidt sjældnere, men stadig ofte i starten. Efterhånden som I finder ud af det, kan du så give godbidder med længere og længere mellemrum.

Er det ikke nok for dig bare at træne på ét trick, kan du prøve 5 tricks på 10 dage.

Gør noget ved gå pænt-træningen

For mange er det en lang og hård kamp at få hunden til at gå pænt i snor. Det er ikke uden grund. Det er ikke en naturlig ting for hunde at skulle gå lige ved siden af en anden hele tiden. Det går nærmere imod deres natur. Det er dog ikke umuligt at lære dem det. Det kan bare godt være et stort arbejde.

Overvejer du at udnytte den ekstra tid nu til endelig at få arbejdet på det, så kom endelig i gang. Jo før du begynder at gøre noget ved det, jo før vil du kunne mærke en forbedring.

Det er en meget omfattende øvelse at få sin hund til at gå pænt, men du kan få et af de klassiske råd. Det er til de hunde, der trækker. De hunde, der bare gerne vil fremad, og det kan ikke få hurtigt nok. For at lære din hund ikke at trække skal du indføre en regel. Jo mere du holder fast i den regel, jo hurtigere vil din hund forstå den.

Reglen er, at man ikke kommer fremad, når snoren er stram.

Hver gang din hund trækker – og strammer snoren – så stopper du op. Du kan så prøve at vente lidt og se, om din hund vender sig om mod dig eller kommer hen til dig. Gider du ikke vente så længe, så kan du prøve at lokke den hen til dig. Når snoren så bliver slap igen, så kan du gå videre.

I starten vil du ikke føle, at du kommer nogen vegne. Det vil være ét skridt, så stop, ét skridt og stop igen. Men i længden virker det.

Der er mange flere ting, du kan gøre, som vil få din hund til at gå pænere. Fx kan du sørge for altid at have godbidder med dig, så du kan bruge dem – og belønne din hund, når den faktisk går pænt.

Du kan få flere råd til træningen i gå pænt-kurset.

Gem godbidder i stuen

Det er rigtig godt for din hund at bruge sin snude. Snuseopgaver er også noget af det, der er allerbedst til at køre en hund træt. Så vil du tilfredsstille din hund, så giv den noget at bruge snuden til.

Der er mange muligheder, når din hund skal have en snuseopgave. En sjov en, som hele familien kan være med til, er at gemme godbidder i stuen. Luk hunden ind i et andet rum, og gå så ellers rundt i stuen og læg godbidder. Der kan ligge godbidder mange steder i en stue, men hold dig til steder, hvor det ikke er noget problem, at din hund tager en godbid. Så fx ikke oppe på spisebordet. Men måske på en spisebordsstol, på fodpanelerne, på et sofaarmlæn, en lav hylde osv.

Når du (eller I) har fået lagt en masse godbidder rundt i stuen, lukker du bare hunden ind. De første par gange skal den måske lige sættes i gang og have vist en godbid og en retning rundt i stuen. Efter et par gange vil den nok have regnet ud, hvad legen går ud på. Så vil den bare begynde at snuse, når døren til stuen bliver åbnet.

Når du har lukket hunden ind, så lad den arbejde selv så meget som muligt. Du kan hjælpe den i gang, men snuser den, så lad den snuse. Det gør ikke noget, at den bruger lang tid på at finde de sidste godbidder. Så får den jo bare brugt snuden endnu mere.

Brug aktivitetslegetøj

Skal vi lige holde os til temaet med hundens snude, så er der jo også forskelligt aktivitetslegetøj. Det er legetøj, hvor hunden skal bruge sin snude og sin hjerne for at få fat på godbidderne. Hunden skal finde godbidderne og regne ud, hvordan den får fat i dem. Lidt som med den tomme toiletrulle.

Måske har I noget aktivitetslegetøj liggende. Så kan det være sjovt at tage det frem nu. Og så giv hunden god tid til at arbejde med det. Begynder den at bide det i stykker, kan du stoppe den. Ellers skal du blande dig så lidt som muligt.

Der er stor forskel på sværhedsgraden i aktivitetslegetøj. Det mest optimale er, at man starter med at introducere hunden for noget med relativt lav sværhedsgrad og så langsomt øger den. Din hund skal nemlig lige vænne sig til at tænke i de baner, den skal tænke i med aktivitetslegetøj. Men når den har fundet fidusen, kan den arbejde længe med at prøve at regne noget meget svært legetøj ud.

Soigner din hund

Hvis din hund trænger til en gang soignering, er det også noget, du kan bruge den ekstra tid på nu. Børst den godt igennem, klip den lange pels på poterne og klip kløer.

Er I flere i husstanden, kan der være en hjælper på. Imens den ene person børster eller klipper negle, kan den anden stå og fodre med godbidder. Hvis det altså er noget, der er svært for din hund. Har den lært det, vil det bare føles som endnu mere samvær, og den vil sætte pris på det.

Gør det også gerne vil en vane nu, at du undersøger din hunds ører, poter osv. hver dag. Det kan sagtens foregå, imens I sidder og hygger. Det skal bare være en lille undersøgelse. Så får du en idé om, hvordan din hund ser ud i ørerne og under poterne. Du kan så opdage det, når noget forandrer sig, og den fx får ørebetændelse. Din hund får det ud af det, at den bliver vant til at blive undersøgt. Når der så en dag virkelig er brug for, at du undersøger den, så er det ikke noget problem.

Lær din hund at være rolig, når du tager snoren frem

Har du et problem, som du har levet med i noget tid? Et irritationsmoment i dagligdagen, som bare ikke har været stort nok, til at du gad gøre noget ved det? Så kan du gøre noget ved det nu.

Det kan fx være klassikeren, at hunden hopper og danser, så snart man tager snoren frem eller jakken på. Den bliver vild og ekset, fordi den så gerne vil gå tur. Det er irriterende for dig, så du skynder dig at blive færdig og komme ud ad døren.

Til det her problem er løsningen en god portion tålmodighed. Eller måske skal vi kalde det stædighed? I hvert fald skal der bruges noget tid på det, men den har du jo nu.

Du skal øve på, at du kan tage snoren eller jakken (eller hvad der nu end er svært) frem, uden at din hund begynder at hoppe og danse. Det kan starte med, at du bare går hen til snoren og rører ved den. Eller måske skal du lige tage den i hånden, så den rasler lidt. Det vil nok gøre din hund opmærksom. Men du lægger bare snoren tilbage på plads og går tilbage til arbejdet eller madlavningen eller andet.

Med mange gentagelser vil din hund finde ud af, at lidt raslen med snoren ikke altid betyder gåtur eller andet sjov. Så den holder op med at reagere på det.

Du kan så begynde at gå længere og længere i dine forberedelser til at gå ud ad døren. Og så kan du indføre det, at I faktisk går en tur, hvis din hund forholder sig roligt, indtil du er klar.

Når der virkelig er sket noget, er du nået til, at du kan lade være med at droppe gåturen, fordi din hund bliver vild. Du venter bare, til den falder til ro igen. Den kommer simpelthen ikke med ud, før den er rolig.

Har du et helt andet problem med din hund, kan jeg også hjælpe dig med, hvordan du arbejder på det. Du finder min email-rådgivning her.

Leg gemme

Den her aktivitet kan foregå inde eller ude. Og det er noget, som hele familien kan være med til. Det kan faktisk være rigtig sjovt for børnene. Du skal bare ikke lade dem gøre det helt selv. Der skal altid være en voksen i nærheden, når børn og hunde er sammen.

Gemme kan foregå sådan her: En voksen holder fast i hunden, imens en anden person løber væk og gemmer sig. Den person, der holder hunden, opfordrer den så til at finde den person, der har gemt sig. Når hunden finder vedkommende, får den ros.

Det er en god idé at starte med lidt nemme gemmesteder. Man kan også kalde på hunden, når man har gemt sig. Den skal jo lige finde ud af, hvad legen går ud på.

Man kan gemme sig bag et træ eller en busk udenfor. Indenfor kan det være bag sofaen eller bag en dør. Og det bliver ikke nødvendigvis kedeligt for hunden, hvis man bruger de samme tre gemmesteder mange gange.

Indenfor og i jeres egen have kan hunden være fri. Så kan den frit løbe rundt og lede. Hvis I bevæger jer ud i naturen, så kan I også lege gemme med snor på. Så skal man bare sørge for at følge med hunden, hvis man har fået snorholder-tjansen.

Kæl

Den sidste ting på listen bliver at sætte dig ned og kæle med din hund. Det er måske noget, du ikke tager dig tid til i en travl hverdag. Men tag 5-10 minutter her og der, hvor du ikke laver andet end at kæle med din hund. Det er dejligt for din hund at blive kælet lidt med. Det er en sund, meditativ pause for dig, hvor du måske kan glemme dine bekymringer og irritationer.

Du kan selvfølelig også lave alle de her ting, når alting er normalt igen. De er ikke forbeholdt karantæneperioden. Det er altid godt at aktivere sin hund hver dag.

OBS:

Når nu du er meget mere hjemme ved din hund, end du plejer, så skal du huske at give den nogle pauser. Idé nr. 10 kan godt tælle som en pause, men alle de andre er krævende for en hund. Hunde har brug for mere søvn end mennesker. Så det er ikke nok for din hund at sove om natten, når du også sover. Den skal også have nogle lure i løbet af dagen. Og jo yngre den er, jo mere skal den sove. Så sørg for at give hunden fred og ro nogle gange om dagen.

Har du børnene hjemme, skal de også huske at lade hunden sove. Måske har I allerede den regel derhjemme, at man skal lade hunden være, når den sover. Hold fast i det. Med den anderledes hverdag, som børnene har nu, kan det være, at de glemmer det lidt. Husk dem på det.

Er din hund ung, kan den have svært ved at falde til ro og sove. Så kan du hjælpe den. Når den har været vågen i noget tid, så sæt dig roligt ned med den, og hjælp den til at falde til ro. Du kan også lukke den ind i et andet rum, hvis den ikke har noget problem med det. Så kan den måske nemmere falde til ro.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie-indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie-indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk