fbpx

Venlig dyrepasser eller hård fangevogter?

Udgivet den:26 februar 2019
By digitalhund

For et par uger siden var jeg i Berlin Zoo.

Det er en imponerende zoo med pæne, bredde stier, gode legepladser og ikke mindst en hel masse fascinerende dyr.

De har ca. 20.000 dyr fordelt på ca. 1.400 forskellige arter, så det er verdens artsrigeste zoo. Det bliver endnu mere imponerende, når man hører, at 2. verdenskrig lod dem stå tilbage med kun 91 dyr! (kilde: zoo-berlin.de)

Det hele startede med en af Berlins kendte bjørne lige uden for indgangen:

Inde i haven så jeg bl.a. tapirer, næsehorn, zebraer, elefanter, en isbjørn, pandaer, flere slags aber og masser af fugle og fisk.

Jeg kom tilfældigvis forbi, da de fodrede en af søløverne. Den kunne rigtig mange tricks. Dyrepasseren fortalte om, hvordan de har lært den alle de tricks, og det passer fuldstændig overens med, hvordan vi træner hunde!

Det vidste jeg godt i forvejen, men det er alligevel forunderligt, at man kan træne søløver, høns, rotter og hunde stort set på samme måde.

Det mest interessante for mig var dog – ikke helt overraskende – deres polarulve.

Jeg hørte dem, før jeg så dem. De tog lige en formiddagsprøve i deres lille tre-ulves-kor.

Jeg kunne have stået i timevis og hørt på det.

Senere på dagen blev de fodret, og en dyrepasser fortalte lidt om dem.

Han fortalte bl.a., at de hedder Ava, Arthur og Viktor, og det er Ava, der bestemmer. Gamle Viktor ser ikke så godt mere, og han bevæger sig også noget stift rundt.

Han fortalte, at de forsøger at fodre dem på en måde, der svarer til, hvordan det ville have været i naturen. Ellers bliver ulvene ikke ret gamle.

Det satte nogle tanker i gang hos mig, at han fortalte sådan, samtidig med at jeg gik rundt og så på en masse dyr, som alle var bag tremmer eller glas. De gik, svømmede eller fløj rundt på et afgrænset område, som de ikke kunne forlade.

Dyrene i zoo er jo i fangenskab. De kunne bestemt godt blive behandlet dårligere, men de er stadig ikke frie.

Det skærer lidt i hjertet.

Indtil man tænker på det gode arbejde, de zoologiske haver gør for at redde de truede dyrearter. Så kommer man i tanke om, at der også kan være gode sider ved fangenskabet. Dyrene er i sikkerhed, de får mad nok, og deres art har bedre chancer for at overleve.

Mig ved en statue af den berømte isbjørn, Knut.

Hvor vil jeg hen med al den snak om fangenskab på en blog om hunde?

Jo, jeg vil vove at skrive noget, som muligvis vil ryste dig lidt. Få dig op af stolen. Få hårene til at stritte lidt i nakken.

Vores hunde lever i fangenskab.

Ja, det mener jeg faktisk.

En form for fangenskab.

Vi bestemmer, hvor de må færdes – også i haven og på gåturen.

Vi bestemmer, hvornår og hvor meget de får at spise.

Vi opsætter diverse regler om, hvad man må bide i, hvad man må tisse på osv.

Nu er det ikke, fordi jeg vil ødelægge din dag med en masse negative tanker og dårlig samvittighed.

Der er en mening med, at jeg kommer med sådan et udsagn.

Og det skal også lige nævnes, at vores hunde jo får meget godt ud af at leve sammen med os! Begge parter får noget godt ud af det. Det er en symbiose.

Der, hvor jeg vil hen med det her, er et sted, hvor du begynder at tænke lidt mere over det her emne. Tænke over, at vores hunde begrænses pga. vores regler, og at vi har et ansvar for dem.

Vi har ansvaret for, at vores hunde får mad og forbliver raske. Det er op til os at stille vores hunds mest basale behov, for det kan den ikke selv gøre.

Vi kan også tænke på, at vi kan give os lidt visse steder, så vores hund får lidt mere frihed og selvbestemmelse. Vi kan opføre os som venlige, gavmilde medvæsner i stedet for hårde fangevogtere.

Helt konkret er det sådan nogle ting her, jeg har i tankerne:

-Vi skal huske, at vores hund er en hund, og forsøge at stille de behov en hund har.

Mad, motion/aktivering og samvær er de vigtigste. Vi skal også sørge for, at vores hund ikke bliver for tyk eller syg.

-Vi kan overveje vores regler en ekstra gang – og vi kan håndhæve dem venligt.

Det er selvfølgelig okay at have en regel om, at hunden ikke må komme i sengen. Det findes der flere argumenter for. Men så kan det være, at den kan få en kurv eller et tæppe lige ved siden af sengen, så den stadig kan føle, at den er sammen med sit menneske.

-Vi kan give hunden lov til at bestemme en gang imellem – fx hvilken vej vi går på lufteturen.

Den behøver ikke altid være planlagt på forhånd. Du kan godt bare gå ud ad døren og følge efter din hund. Så kan den få lov til at snuse til de lugte, den gerne vil snuse til.

-Vi kan lære hundesprog, så vi bedre kan forstå, hvad hunden siger til os.

Du har jo hørt den før: Kommunikation er vigtigt i et forhold. Det er det da også i vores forhold til vores hund. Hvis den føler sig forstået, og vi kan svare den en gang imellem, så vil det give den en meget større tryghed og følelse af accept og respekt.

-Vi kan huske, at der kan opstå situationer, hvor hunden føler, at den ikke har andre valg end en – i vores verden – uhensigtsmæssig reaktion.

Hvis den ofte oplever, at maden bliver taget fra den og så begynder at knurre; hvis den føler sig presset og ikke fysisk kan komme væk fx pga. en snor, og den så knurrer. Eller andre lignende situationer. Vi skal selvfølgelig forsøge at undgå de situationer. Undgå at presse vore hund ud i noget, der er ubehageligt for den. Netop fordi den ikke har noget valg.

-Vi kan give den et helle.

En kurv, en pude eller bare et tæppe, hvor den kan lægge sig og ikke blive forstyrret. Hvor både børn og voksne skal acceptere, at den skal lades i fred. Det giver en vis mænge frihed og selvbestemmelse.

-Vi kan træne med venlige metoder.

Det er sjovt at lære sin hund tricks, og nogle øvelser er også gode i hverdagen. Du kan lære din hund flere hundrede øvelser. Du kan træne dem med straf og hårdhed, eller du kan træne dem med venlige metoder, masser af godbidder og ros. Det bør ikke være et svært valg. Du vil jo nok din hund det bedste, og derfor vælger du de venlige metoder. På den måde gør du din hunds liv mere behageligt.

-Vi kan opbygge tillid.

Vi kan huske også at træne på tilliden ved siden af alle de sjove tricks, vi laver. Så vores hund stoler på os og føler sig mere tryg. Det kan bl.a. være ved at vise den, at vi passer på den. Når der sker noget skræmmende, som fx høje lyde, hurtige biler eller ting, der bevæger sig, så kan vi vise, at vi ikke er bange og hjælpe vores hund væk fra det skræmmende. Vi kan også her bruge vores viden om hundesprog og forstå, hvornår vores hund er bange for noget og har brug for lidt støtte til at vælge en god løsning.

Har jeg glemt noget? Sætter det nogle tanker i gang hos dig? Mener du, at jeg tager helt fejl?

Skriv en kommentar!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie-indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie-indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk